Italo disco er af fornuftige årsager en overset musikgenre. Men når en blond svenskerinde begår dette melankolske julecover kan jeg ikke bestemme mig for, om jeg skal tørre mine tårer i juleklippene eller danse rundt som Pyrus på insulin. Hent den her
2. Antena – ’Noelle a Hawaii’
Juledekorede palmer og bløde bølger, der bruser henover strande, er de første billeder der rammer min nethinde, når dette nummer går i gang. Dernæst kan jeg smage min Pina Colada. Denne utroligt venlige sang minder mest af alt om en Lotto-reklame fra 90erne.
3. The Pogues – ’Fairytale of New York’
”It was Christmas Eve babe, In the drunk tank”. Hvis dette track ikke gi’r én lyst til at drikke mere til julefrokosterne, så er denne ene ikke noget for mig. ”You're a bum, You're a punk, You're an old slut on junk, Lying there almost dead on a drip in that bed, You scumbag, you maggot, You cheap lousy faggot, Happy Christmas your arse, I pray God it's our last” - youtube
4. Bright Eyes – ’God Rest Ye Merry Gentlemen’
Teenageangst-sanger og Politisk crap-fountain Conor Oberst fandt en fornuftig middelvej mellem sine personlige og sine protestsange (once again, crap!) med sit traditionelle julealbum, hvor al indtjeningen gik til et velgørende formål. Det virker ikke som en dybt personlig udgave af det klassiske julenummer, men det sparker åbenbart bare virkelig hårdt, som det er – old school.
5. Magnetic Fields – ’Mr. Mistletoe’
Harme, ensomhed og distortion. Det er ikke sjovt at lytte til, men det er et markant alternativ til Wham!
Med deres officielle brud i 1970 og et omtumlende årti for alle medlemmer, blev 1980erne en hård tid for verdens største band. John Lennon spekulerede næppe i at dø før firserne, men det har måske en del af æren for, at hans eftermæle er stærkest. Paul McCartney opløste sine Wings i 1981, og derfra lykkedes det ham at miste Beatles-rettighederne til Michael Jackson, som han også indspillede en ulidelig duet med. Ligeledes indspillede han en duet med et andet 80er-burnout, Stevie Wonder. Og sidst men ikke mindst skrev han og spillede hovedrollen i filmen Give My Regards to Broad Street, som Roger Ebert gav 1 stjerne og beskrev som “[it] is about as close as you can get to a nonmovie, and the parts that do try something are the worst”. George Harrison opretholdt den bedste facade, men selv han holdt sig ikke helt fri af 80ernes mørke skygge. Og Ringo, der ellers havde mindst at tabe, well…
2. Bob Dylan
I lyset af 60ernes storhedstid var 70erne en klar nedgang for Dylan – dog udgav han mesterværket Blood on the Tracks. Det var alligevel først i 80erne at digteren, legenden, profeten formede sit nye tilnavn: særlingen. I sin selvbiografi fra 2001 gør Dylan status anno 1987 med ”…”. På denne tid han udgav sammen med The Grateful Dead Dylan & the Dead, der regnes for det dårligste begge grupper nogensinde har lavet.
3. Rolling Stones
Jeg har en evig klar præference der er ”Beatles over Kinks over Stones”. I det lys står rullestenene fordomsfuldt svagest, men deres generelle output i 80erne er dog dårligt nok til at nævne dem i denne sammenhæng. The Stones’ karriere har været en generel ned- og (med tiden) evighedstour, og jeg har svært ved at forestille mig nogen der alvorligt foretrækker post-Exile on Main Street albums. Af alle bands klædte 80erne bare Jagger, Richards & co. så ilde, at deres deroute virker meget mere slående.
4. David Bowie
Med sine største kommercielle hits i 1980erne er Bowie en alvorlig gråzone, når man diskuterer firserallergi. Mange vil jo argumentere, at Bowie ikke havde været noget uden Let’s Dance og China Girl. I min verden er firserpoppen bare milevidt fra Ziggy Stardust’s kant og Low’s mørke. Værst/bedst af alt er samarbejdet (og det mulige sodomiske forhold) med Mick Jagger – JaBo – og deres hit Dancing in the Streets.
5. Paul Weller
”The original modfather”, der i The Jam spillede punk, bar jakkesæt og tævede Sid Vicious. Hu-hej, så kommer 80erne med pigekor, blondt hår og sådan har det fortsat lige siden.
Forsangeren i det banebrydende band Mayhem Per Yngve Ohlin (Dead) skærer i 1991 sine håndled over og skyder sig selv i det hus, hvor bandmedlemmerne bor. Mayhems guitarist Øystein Aarseth (Euronymous) finder liget, men ringer ikke til politiet i første omgang. I stedet køber han et engangskamera for at tage billeder af den afdøde Dead. Billeder der senere bliver brugt som cover til live-albummet Dawn of the Black Hearts.
Modsat eksempelvis Kurt Cobains og grungens simultane død bliver Per Yngves selvmord startskuddet til en opblomstring på den norske black metal-scene.
2. Mordet pÅ Aarseth
To år efter Ohlins selvmord bliver Aarseth stukket 23 gange i sin lejlighed i Oslo af Varg Vikernes (Count Grishnack) fra one man-bandet Burzum. Efter sigende skyldes knivdrabet enten finansielle uoverensstemmelser eller er et forsøg på at overgå et knivdrab på en homoseksuel mand i Lillehammer begået af af Blood Tsunami-trommeslageren Bård Eithun (Faust)
Varg Vikernes bliver anklaget for både mordet og en række kirkeafbrændinger og idømmes 21 års fængsel. Han flygter under en bevilget udgang i 2003, men bliver fanget i en stjålen Volvo stærkt bevæbnet og med et falskt pas. Han overføres til et højsikkerhedsfængsel i Tronhjem.
3. KirkeafbrÆndingerne
Varg Vikernes kirkeafbrændinger er ikke et enkeltstående eksempel. Mellem 1992 og 1996 bliver over 50 kirker brændt ned. Det høje antal til trods hersker der internt i miljøet forskellige meninger om afbrændingerne. Sangeren i Gorgoroth Kristian Espedal (Gaahl) priser begivenhederne og opfordrer til og lover, at der vil komme flere, mens Jørn Stubberød (Necrobutcher) fra Mayhem i et interview siger; "I think it's just ridiculous, especially the people that lit up our fuckin' old churches. Like, thousand year-old churches. They don't realize that these were actually Heathen churches, before Christianity. So they fucked theirself in the ass by doing that."
4. Udviklingen af Nazi black metal og andre undergenrer
Udfra den etablerede black metal-scene vokser stilarter som vikinge black metal, melodisk black metal, black doom og altså også national socialistisk black metal. Vikinge black metal inddrager episke atmosfærer og nordisk mytologi, melodisk black metal gør især brug af keyboardmelodier og traditionelle guitarsoloer (og har i øvrigt en klar lighed med symfonisk black metal) mens black doom (et krydsklip mellem black metal og doom metal) især arbejder med langsomme tempi og tekster om natur og nihilisme.
Modsat disse er National Socialistisk Black Metal klart ideologisk med tekster primært om raceadskillelse, heterosexisme og den hvide races overlegenhed. Her er tidligere omtalte Varg Vikernes også en prominent figur. Han benægter selv sit tilhørsforhold til National Socialistisk Black Metal, men hylder bevægelsen for sin måde at skille sig ud på. Også bandet Darkthrone er blevet koblet sammen med strømningen, men udtalte i en fælles pressemeddelelse at; "Darkthrone is certainly not a Nazi band nor a political band, those of you who still might think so, you can lick Mother Mary’s asshole in eternity."
5. Stridighederne med den finske black metal-scene
Den mørke krig, som miljøet døbte kontroverserne, udspillede sig mellem 1992 og 1993 og omhandlede primært Nuclear Holocausto fra bandet Beherit og dennes natlige opringninger til Samoth og Mika Luttinen fra henholdsvis Emperor og Impaled Nazarene. Selvom opkaldene primært består af afspilninger af børnesange, opfattedes de af Luttinen som dødstrusler. Samtidig erklærer fans af den norske black metal-scene krig mod den svenske dødsmetal-scene. På trods af spændingerne, dør konflikten hurtigt ud, og den mørke krig når ikke at koste menneskeliv.
